Ormen gled af guldet frem,
Det skal hver mand vide,
Sigurd sad på Granes ryg
dristig mon han ride.
"Grane bar guldet af hede,
Grane bar guld af hede,
Sigurd svinger sværdet i vrede.
Sigurd over ormen vandt,
Grane bar guldet af hede."
Tredive alen dybt var vandet,
hvorved ormen lå,
brystet raged op deraf,
på fjeldet halen lå.
"Grane bar guldet……"
Rask da var den unge Sigurd,
han med sværdet slog,
kløvede den blanke orm'
sønder i stykker to.
"Grane bar guldet……"
Ormens hjerte stegte han,
det gik nok så trangt:
spiddet af det hårde træ
var tredive alen langt
"Grane bar guldet…… "
Sigurd blev om hænder hed,
strøg sig da om munden:
fuglesang og dyresprog
straks han fatte kunne.
"Grane bar guldet……"
Fafners rige skat af guld
Sigurd monne få,
da han vog den blanke orm
på Gnitahede lå.
"Grane bar guldet……"
I den årle morgenstund
førend sol oprandt,
fireogtyve kister guld
på Granes ryg han bandt.
"Grane bar guldet…"
T. Oðy (ody.asatru@live.com)
