Adolf var af stand velbá¥ren
men han elsked Thora uden held
sᥠstyrted han sig lige ud fra Rundetá¥rn
og slog sig rent forskrá¦kkeligt ihjel
Hul i det
Thora sad og grá¦d ved ná¥len
Da hun fik at vide Adolfs dá¸d
sᥠgik hun hen og drak af vitriá¥len
og dá¸de af den slemme drik hun ná¸d
Hul i det
Adolfs fader tá¥lte ikke
at hans sá¸n sᥠskammeligt omkom;
sᥠtraurig há¦ngte han sig i en strikke
da fá¸rst han havde drukket flasken tom
Hul i det
Moderen fik knapt fornummen
at de andre sá¥dan vandret bort
sᥠhun sig tog en snaps af opiummen
og sov sig dá¸d, ak, livets fryd er kort
Hul i det
Deres skrá¦dder var af slagsen
da han má¦rked, kunderne blev vá¦k
myrded han sig samme dag med saksen
Da konen sᥠdet, dá¸de hun af skrá¦k
Hul i det
Og en mand, som kom fra Fyen,
ská¸nt han slet, slet ingen havde kendt
da han sá¥, hvor galt det var i byen
ská¸d han sig ved Thoras hus omtrendt
Hul i det
Jeg, som drejer denne kasse
jeg er ked af livet, ser I vel
men jeg vil ikke dḠsom denne masse
Nej, jeg vil langsomt drikke mig ihjel
Hul i det
