Jeg ved ikke hvordan
mit Hjærte er fat,
det holder mig vaagen
den langsomme Nat.
Snart banker min Puls
som en Hund der gjør,
snart ligger den stille,
det er som den dør.
Jeg hejser Gardinet:
det blaaner af Dag,
Is hænger fra Rænden
paa Badstuens Tag.
Jeg lister i Marken
og lytter mig til
et sært og skælvende
Foraarets Spil.
Det vaares saa godt i Marken
og Dyrene vaagner til Flirten og Flir,
alt Furuen sprækker med Kvae
som Draaber af Livselixir.
De Stjærner deroppe staar stille og blege,
Fuglen begynder at lege.
Det lysner de vide Vegne
og en efter en vender Stjærnerne hjem,
men ude ved Verdens Grænse
en vifte af Ild bryder frem.
Solen, Solen, Guds luende Øje,
hviler paa Elv og Høje.
Rørte en Troldmand ved Jorden?
Alle dens aandende Barme gaar,
alle dens Lemmer røres
og alle dens Pulse slaar.
Langs Elven driver der Morgendampe,
det buldrer af Skrig og Kampe.
Se, Vaaren er kommet i Dalen.
Nu rømmer han Hiet den magre Bjørn,
og højt over Vestens Bjærge
sejler en kongelig Ørn.
Men henne ved Husene reder en Skære
til Bryllup i Tugt og Ære.
Lad spille med Vaar over Jorden!
Og ind i den store Naturens Musik
der nynner en Lyd fra mit Hjærte,
en Tak for hver Vaar jeg fik.
Det dunker som Hovtramp i Brystet af Glæde
og Øjet blir vaadt af Væde.
